Hermod Lannung
– en verdensborger

Den juridiske karriere

Hermod Lannung tilbragte sin barndom på familiegården Vestervang ved Høng. I 1911 kom han i gymnasiet på Sorø Akademi, hvorfra han blev gammelsproglig student i 1914.

Efter studentereksamen tog han til København og påbegyndte jurastudiet, som han efter et ophold i Rusland 1917-19 afsluttede i sommeren 1922 med juridisk embedseksamen.

Fra 1928 blev han landsretssagfører, og som en særdeles driftig advokat var han aktiv helt frem til en alder af 88 år.

 

Rusland og hjælpearbejdet

Afgørende betydning for Lannungs liv blev hans ungdoms ophold i Rusland.

På Sorø Akademi havde han første gang fået kendskab til Rusland og den russiske kultur, da hans lærer i oldtidskundskab og kunsthistorie, lektor Hans Holten-Bechtolsheim (1875-1941) inviterede en lille kreds af elever til at læse russisk et par gange om ugen.

Som 21-årig drog Lannung til Rusland i 1917 i slutningen af 1. verdenskrig som sekretær ved det danske gesandtskab i Petrograd, det nuværende Sankt Petersborg. Det danske gesandtskab skulle overtage varetagelsen af Østrig-Ungarns interesser i Rusland efter USA, som på dette tidspunkt var kommet i krig med Tyskland og Østrig-Ungarn. Gesandtskabets hovedopgave var at tage sig af de omkring 1½ -2 millioner østrig-ungarnske krigs- og civilfanger i hele Rusland.
Lannung arbejdede for det danske gesandtskab fra maj 1917 til februar 1919 og blev øjenvidne til Oktoberrevolutionen og dens indgribende politiske omvæltninger.

Efter sin eksamen ved Københavns Universitet 1922 rejste Lannung som nyuddannet jurist atter til Sovjetunionen. Denne gang gik turen til Moskva for European Student Relief og som repræsentant for Frithjof Nansens hjælpearbejde i de hungersramte egne i det unge Sovjetunionen. Et arbejde, han påtog sig frem til 1924, først som leder i Sydrusland, Ukraine og Krim, siden som leder af arbejdet for hele landet.

I Rusland mødte Lannung sin hustru Jelena (Helen) Soboleva, datter af professor Michael Sobolev. Parret blev gift i 1924 og flyttede til København, men holdt gennem jævnlige rejser i 1920’erne og 1930’erne forbindelsen til Sovjetunionen ved lige. Helen Lannung døde ganske ung i 1938.

I 1970’erne genoptog Lannung igen besøgene i Sovjetunionen, særligt Moskva. Om oplevelserne i Rusland har Lannung berettet medrivende i erindringsbogen Min russiske ungdom, 1978.

 

Freds- og Museumsfonden

Lannungs ægteskab var barnløst, og han giftede sig ikke senere. Gennem årene havde han imidlertid opbygget en anselig formue, som han besluttede dels skulle danne grundlag for en fredsfond, Hermod Lannungs Fond til støtte for arbejdet for en styrkelse og videreudvikling af De forenede Nationer, og dels skulle tilgå en museumsfond, Hermod Lannungs Museumsfond, som han oprettede i 1984.

Med museumsfonden afsatte Lannung betydelige midler til at sikre den danske kulturarv.

I 1988 skrev Lannung sit testamente, hvor Hermod Lannungs Museumsfond var indsat som hovedarving.